Lad børnene bestemme (lidt)

Det er som regel sådan, at vil du have at nogen, både børn og voksne, skal synes at noget er sjovt, skal de have medbestemmelse.

I dette tilfælde er nogle og noget, at hvis mine børn skal synes det med haven er sjovt, skal de have lov til at bestemme, hvad der skal ske derude.

Derfor har de hver deres højbed, hvis de sidste sommer helt selv fik lov til at bestemme hvad indholdet skulle være. De valgte rigtige mange jordbær og blå og gule blomster. Halfdan og Valdemar, som da vi købte ind til højbedene – eller deres egne haver, som vi kalder dem – var 7 og 5 år, gik generelt ind på søde sager. Jeg fik dem talt fra at ville plante hindbærbuske i deres haver – det har vi nemlig stående lige ved siden af i rigelige mængder.

Gunhild, som sidste år lige var fyldt 2 år, var i sin røde periode. Det betød, at hun helst ville spise rød mad. Ketchup, jordbær, hindbær, rød syltetøj, rød peberfrugt og alt andet med røde nuancer. Jeg kan egentlig godt forstå hende. Der er virkelig meget rødt mad som er lækkert. Hun fik virkelig mange jordbær i sin have og så lånte jeg lidt plads til krydderurter. Det havde hun ikke noget imod.

Alle tre skal have nye planter i deres haver igen i år. Jeg venter bare lige lidt på vejret. Gider ikke bruge en mindre formue på planter, hvis nattefrosten alligevel vender tilbage. Desuden går vi og holder øje med hvad der vender tilbage. Foreløbigt er den tidlige sort af jordbærrene på vej i blomst. Og så er jeg spændt på hvor mange af frøene fra blomsterkarsen, som spirer.

Men det betyder at involveringen foregår et andet sted, lige nu. Derfor har jeg købt billige forårsblomster sammen med 2 ud af 3. Gunhild har valgt lilla og lyserøde spanske margueritter og Halfdan har valgt store, fede blå stedmoderblomster. De står i store krukker på vores trappe, så vi nyder dem hver dag.

Nederst i dette indlæg lufter jeg en ny beboer, som er et projekt vi pt har gang i sammen med børnenes søde onkel.

IMG_0859IMG_0861

Vi har fået giraf. Næsten. Den er ikke helt færdig endnu. Ting tager jo tid.

Historian bag giraffen er, at der var en vandre-elefanterutchebane i vores grundejerforening. Den havde boet hos 3 familier før os og havde noget nær 20 år på bagen. Den var mør. Vi reparerede den og den havde et par gode år her hos os, men for 1 måned siden opdagede jeg, at den faktisk ikke var sikker mere.

Så vi skilte den ad og kørte hele molevitten på genbrugspladsen. Ungerne var i øvrigt eminente til at smadre, hakke og save den i stykker. Sikke en larm!

Derefter snakkede vi om hvilket dyr, der kunne være en god rutchebane. En ko var hurtigt oppe at vende, men så fandt Valdemar på en giraf.

De blev alle tre hurtigt sat i gang med at tage en tegning af hvordan sådan en giraf-rutchebane så ud. Og der blev lavet noget meget fine giraftegninger med 10-benede giraffer.

Jeg lavede skitser med mål på og det opdagende ungernes onkel. Det kunne han snildt se det sjove i, og han overtog projektet. Nu mangler hovedet at blive malet færdigt. Der skal laves en regnbuefarvet stige og zink-pladerne, som gør det ud for selve rutchebanen, skal sættes fast med lister.

Og så kan vi holde giraffest.

 

IMG_0867

2 comments

    • Hej Louise. Ja helt ny. Den har været inde i mit hoved i flere år. Så rart og ret angstprovokerende at få den ud. Vil vildt gerne se din. Måske vil du lave kanin-gæsteindlæg? Kh Gitte

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s